Tour de France til Sønderborg

Der er lagt op til en folkefest af de helt store, når Tour de France 2022 løber af stablen, for de tre indledende etaper bliver nemlig afholdt på dansk jord. Der er således tale om en historisk begivenhed, når verdens største og mest prestigefyldte cykelløb søndag d. 3. juli suser ned gennem Sønderjylland og passerer målstregen i Sønderborg, hvor byens smukke omgivelser danner ramme om en festlig afslutning på et dansk cykeleventyr uden sidestykke.

Efter åbningsetapen, den såkaldte Grand Départ Copenhague, som er en enkeltstart gennem det centrale København, køres anden etape fra Roskilde over Storebæltsbroen til Nyborg, inden Tour-feltet på tredjedagen rammer Sønderjylland. Tredje og sidste danske etape starter i Vejle-områdets kuperede terræn, slår vejen forbi Kolding og går derefter over stok og sten ned igennem det sønderjyske landskab.

Der køres via Haderslev, Genner Strand, hvor der er bjergpoint at hente, Løjt Land, Aabenraa, Felsted, Gråsten og Nybøl, inden Tour de France-feltet kommer forbi Dybbøl Banke og Sønderborg midtby til opløbsstrækningen på Augustenborg Landevej, hvor vinderen af den sidste danske Tour de France-etape, måske nogensinde, vil blive hædret. Umiddelbart derefter rejser Tour de France-cirkusset så videre til Frankrig for at holde en velfortjent hviledag.

Kel: Visitsonderjylland.dk